Tilbage til oversigt

(Kronik fra Jyllandsposten)
Stress, stress, stress. Et ord vi bruger i flæng. Nogle gange bruger vi det rigtigt, men alt for ofte, og i de mest afgørende tilfælde, bruger vi ordet forkert. Hvornår går det op for os, og med ”os” mener jeg især vores sundhedsvæsen og sundhedspolitiske ansvarlige, at vi har krav på en langt mere korrekt og fyldestgørende terminologi, der kan oplyse og advare os, hvis vi er i risiko for at blive syge af stress, og som kan hjælpe os med at få den rette behandling, hvis det alligevel sker?

Som verden omkring os bliver stadig mere krævende og tempofyldt, ser vi en stigning af mennesker der fanges i stresstilstanden. Ifølge Videnscenter for arbejdsmiljø drejer det sig om hver syvende dansker, og WHO advarer at stress, og den sygdom det kan forårsage, er en af de alvorligste trusler mod folkesundheden. Hvert år udvikler et møde med stress sig til et alvorligt problem for mange danskere, ikke blot som belastning af den enkeltes fysiske og psykiske helbred, men også for familien, arbejdspladsen og samfundsøkonomien. Og til trods for at vi alle efterhånden ved dette, og emnet har været gennemdebatteret i de senere år, er vi stadigdårlige til at kommunikere præcist hvad det er ved stresstilstanden, vi skal være opmærksomme på og frygte. Lad mig forklare det med et eksempel:

Forestil dig Tove på 55 fra en lille landsby uden for Kalundborg. Hun arbejder for PostNord og har indtil nu overlevet nedskæringer og digitaliseringsprocesser, men lever i evig frygt for at miste sit arbejde. Derhjemme har hun en sygemeldt mand. De har en kriseramt økonomi og et hus, der ikke kan sælges. Hver dag på arbejde har Tove svært ved at bevare overblikket, hun overvældes let af følelser og skal ofte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Indimellem kan hun ikke huske, hvor hun har parkeret sin bil. Hun plages af katastrofetanker, sover dårligt, har problemer med blodtrykket, lider af migræne og spiser meget medicin. I daglig tale kalder vi Tove for stresset. Så forestil dig Alexander på 22. Han bor i en lejlighed i det indre København. Han har sammen med sine 10 bedste venner købt billet til Sunny Beach, hvor de skal jagte damer og ligge i sprit i en uge. Han vågner to timer og 15 minutter før flyafgang fra Kastrup og har ikke pakket! Med hamrende hjerte og rystende hænder kaster han panisk størstedelen af, hvad der ligger på gulvet, i en taske. Det sidste, vi ser til ham, er at han spæner ned ad gaden og skriger på en taxa. Ham kalder vi også stresset.

Lige her opstår problemet. Er stress virkelig den korrekte ”diagnose” af begges tilstand? Nej. Nogle vil hævde, at vi skal sige, at Alexander bare har travlt. Men det er faktuelt ikke korrekt. Tager man en blodprøve på ham, har han høje mængder af stresshormon i kroppen, og hans fysiologi og neurologi vidner om en aktiveret stressrespons, ergo er han stresset. Men der er ingen grund til bekymring, han lider ikke, og er ikke i fare for at blive syg. Tværtom, stresstilstanden er lige nu hvad han har brug for, hvis han skal klare sit problem. Tove derimod lider ikke af stress. Hun lider, ja – men af noget langt mere alvorligt, nemlig stressrelateret belastning. Hun har været i stresstilstanden i længere tid end hvad hun har ressourcer og robusthed til, og har derfor akkumuleret slitage på krop og organer. Hun er faktisk så hårdt ramt, at hun har brug for hjælp, og et særligt ord der kan præcisere den risiko der truer hendes helbred og livskvalitet.

Hvad er problemet?

Overalt i det danske samfund; i medierne, i virksomhederne, i fagforeninger, iblandt sundhedsprofessionelle, på officielle sundhedspolitiske hjemmesider og i folkebevidstheden generelt – bruges ordet ”stress” med mindst tre forskellige betydninger: Enten at man A) er i stresstilstanden (men ikke belastet), eller B) har været i stresstilstanden for længe og er begyndt at udvise milde symptomer på stressbelastning, eller C) har udviklet alvorlig stressbelastning og er alarmerende tæt på stor, måske ubodelig, skade på sit helbred. Alt sammen udtrykt med det samme lille ord: Stress. Og det er ikke godt nok.

Det drejer sig i virkeligheden om logisk tænkning: Hvis ikke vi har et fyldestgørende begreb der klart beskriver hvilken risiko stresstilstanden kan udgøre for vores helbred, og kan markere skillelinjen mellem en stresstilstand der er ok og ganske ufarlig, og en stresstilstand der er ved at blive belastende og sygdomsskabende – hvordan skal vi kunne beskytte os? På individuelt niveau; hvordan skal jeg forstå mine psykiske reaktioner og fysiske symptomer, og hvad jeg kan gøre for at passe på mig selv? Hvordan skal jeg kunne kommunikere det til mennesker omkring mig, så de forstår? På kollektivt niveau; hvordan skal vi sammen kunne forebygge og behandle stressbelastning som familie, virksomhed, samfund?

Årsag til forvirringen

Der er en simpel forklaring på, hvorfor vi i dag er så forvirrede. Miseren opstod i 1934 på McGill Universitet i Montreal, hvor den unge østrig-ungarske læge og ph.d. studerende Dr. Hans Selye netop havde opdaget det fænomen vi i dag kalder stress, og skulle give det et navn. (og hvis du har undret dig, er det ham der er på billedet) I 1930’erne havde stålindustrien kørt på fuld blus i mange år, der blev bygget højere huse, længere broer og større skibe end nogensinde før. I forbindelse med stålproduktion laver man en stresstest, der kan bestemme stålets styrke og dermed dets anvendelsesmuligheder. Det foregår ved, at man udsætter stålet for stress ved at bøje, vride og hamre løs på det. Når stålet ikke kan holde til mere, så det ændrer form eller går i stykker, har man fundet stålets belastningsgrad. I stålindustrien bruger man begrebet ”stress” om det, man udsætter stålet for, og begrebet ”strain” (belastning) når stålet ikke tåler mere. Dr. Hans Selye valgte at bruge ordet ”stress” om sin nye opdagelse, og først år senere gik det op for ham, at han havde valgt det forkerte ord. Han ville have kaldt den patologiske (sygdomsskabende) del af stressfasen for ”strain”, hvilket kan oversættes til stressrelateret belastning eller slet og ret stressbelastning. I hans selvbiografi ”The Stress of My Life” på side 70 fortæller han selv hvorfor han valgte det forkerte ord: ”Men ærlig talt, jeg talte ikke godt nok engelsk til at forstå forskellen på ”stress” og ”strain”.Jeg burde have kaldt mit syndrom for belastningssyndrom”, og fortsætter med yderligere refleksion omkring begrebet: Jeg blev først opmærksom på det mange år senere, da The British Medical Journal havde en sarkastisk kommentar om, at ifølge Dr. Selye havde stress sin egen årsag. De havde ret! Jeg burde have skelnet mellem tilstanden og det som forårsager den. Jeg burde have talt om belastning som fremkaldt af stress.  Men da var det for sent at ændre begrebet.

85 år senere

Man må spørge sig selv om det virkelig kan passe, at forvirringen der hersker i dag kan skyldes noget så banalt, som en ung læges manglende sprogevner? Svaret er ja. Fakta er at det misvisende ord spiller en stor rolle i vores manglende kollektive forståelse af hvad stress er, og dermed også af hvad vi kan gøre ved det. Og af uransagelige årsager accepterer vi stadig denne begrebsforvirring. Det sørgelige er, at mens vi har travlt med at diskutere, hvad vi mener med begrebet og hvornår man “må” bruge det (og samtidig bruger det i flæng) rammes tusindvis af danskere af stressbelastning omkring os hver eneste dag.

Det er nu sundhedsfaglige personer og politkere skal på banen, og formulerere det begreb Dr. Selye ikke lykkedes med. En gruppe af sundhedsprofessionelle i krydsfeltet mellem lægevidenskab og psykologi må tilsammen definere en terminologi og en diagnose, som skelner mellem den uskadelige tilstand stress og den sygdomsskabende stressbelastning (gerne i flere belastningsgrader for eksempel 1, 2, 3) som vi kan bruge til at forstå os selv og hinanden. Som virksomhederne kan indrette sig efter, skolerne kan undevise i, og som kan danne grundlag for nationale oplysningskampagner, samt effektive forebyggelses- og behandlingsplaner.