Tilbage til oversigt

”Jeg bliver sur og kort for hovedet, når jeg kommer hjem til min familie efter en stresset arbejdsdag. Hvorfor?” Det spørgsmål blev jeg for nylig stillet under et foredrag om stressrobusthed. Spørgeren var en mand i starten af fyrrene.

Han var leder på et relativt højt niveau og havde ofte så travlt, at han blev stresset. Nu var det gået op for ham, at han var dygtig til at håndtere (undertrykke) sin stress, når han var på arbejde, men når han kom hjem, hoppede kæden ofte af. Så blev han tvær, indelukket og irriteret. Og han var ked af, at det var sådan.

”Jeg ved jo, at det vigtigste i mit liv, det er dem, der venter på mig derhjemme, så hvorfor lader jeg det gå ud over dem?” sagde han og satte dermed fingeren på et af de mest centrale og svære spørgsmål om den belastning, stress kan have på vores livskvalitet.

Derfor mister du kontrollen, når du er stresset

I stressdebatten har vi ofte fokus på de belastningsskader, stress kan forårsage: For eksempel søvnforstyrrelser, hukommelsesproblemer og undertrykkelse af immunforsvaret. Vi skal selvfølgelig fortsat fokusere på, når vores fysiske eller psykiske helbred for alvor er ved at være i fare, men vi skal også turde tale om, når stressen gør, at vi ikke længere helt kan styre, hvad vi gør og siger – når vi mister kontrollen over, hvem vi er. De fleste mennesker ved, at stress har en stærk biokemisk effekt på deres fysiologi. Stresshormoner får eksempelvis hjertet til at slå hurtigere, undertrykker fordøjelsen og svækker immunforsvaret. Men ofte overser folk den lige så store effekt, som stress har på hjernen. Den handler om overlevelse.

På savannen med en aggressiv elefant i hælene gælder det om at træffe hurtige valg og om at handle. Biokemisk ændrer stresshormonerne derfor hjernen og svækker nogle helt centrale evner: omtanke, overblik, betænksomhed, impulskontrol, empati, at være i kontakt med sin egen kerne og sine egne værdier samt sociale kompetencer bliver sat ud af kraft. Kort sagt så kidnapper stresshormonerne vores personlighed. Mens vi håndterer en akut krise, er det fint, at vores personlighed træder i baggrunden til fordel for handlekraft. Men når stressen bliver mere eller mindre konstant, kan det blive et problem – både for os selv, men også for vores nærmeste relationer.

En rutsjebane af reaktioner

Det er ikke alle der bliver irriterede og utålmodige af stress. Vi lægger blot mere mærke til dem, fordi deres stressreaktion er tydelig i et socialt rum. Mange oplever i stedet at blive mere frygtbetonede med hang til perfektionisme og kontrol. Andre igen bliver hyperfølsomme, triste og indelukkede. De fleste får en blanding af det hele afhængig af, hvilken situation de står i, og oplever både af blive sure, kede, nærtagende, perfektionistiske, følsomme, indelukkede … De mister deres humor, oversvømmes af følelser, og formår ikke længere at perspektivere deres problemer.

”Hvorfor sker det først, når jeg kommer hjem?” ville manden fra foredraget vide. ”Hvorfor reagerer jeg ikke, mens jeg er på arbejde?

Øst vest – hjemme bedst

”Fordi du føler dig tryg derhjemme,” svarede jeg.

Vores hjerne kan nemlig undertrykke effekten af stress. De fleste kalder det ”at tage sig sammen”. At tage sig sammen på den måde, som manden i salen beskrev det, svarer til at holde låget nede på en gryde med kogende kartofler: Han blev i stand til at fremstå rationel og sammenhængende, når han var på arbejde, selv om stressen i virkeligheden var høj og kogte inden i ham.

I en akut situation er det en fordel at kunne lægge låg på sig selv på den måde, men på lang sigt er det ikke smart. Det er nemlig yderst ressourcekrævende, kan forårsage belastningsskader på dele af hjernen, men vigtigst; det fjerner ikke årsagen til stressen. Derimod gør det os til en trykkoger af følelser, energi, frustration og frygt. Når vi så kommer hjem, hvor der er trygt, og hvor vi ikke bliver vurderet og skal præstere som på arbejde, kan låget på gryden ikke længere holdes på. Så tager stressreaktionerne magten.

Når vores personlighed bliver kidnappet på den måde, kan skaderne blive store. Vi risikerer at såre de mennesker, vi holder af. Støde dem fra os. Ofte skaber det yderligere uro, kriser og konflikter – ikke blot i vores hjem, men i vores liv generelt. Og det forårsager yderligere stress.

Det vigtige spørgsmål

”Hvordan kommer jeg så igennem stressede perioder uden at miste min personlighed i tide og utide?” ville manden i salen vide.
En del af løsningen er at oparbejde en stærkere robusthed over for stress. Stressrobuste mennesker bliver ofte mindre stressede, fordi de er gode til at bearbejde deres bekymringer og reaktioner løbende. Hvis de fornemmer et overtryk, (det sker for alle indimellem), så vælger de ofte selv at tage trykket ved at dyrke motion eller tale om det, der nager dem.

Debatten om at være robust kører allerede. I den bliver robusthed ofte til noget, vi skal styrke i os selv for vores arbejdsgivers skyld. Jeg foreslår, at vi gør det for vores egen og beholder vores personlighed.