Tilbage til oversigt

(Kronik fra Jyllandsposten)
Det er ikke nogen naturlov, at alderdom ødelægges af stressrelateret belastning. Men det kræver, at vi som mennesker forstår og formår at udvikle vores medfødte robusthed – og ikke gør robusthed til et modefænomen.

Min far døde en måned efter sin 70 års fødselsdag, efter et engageret men også stressende liv som neurokirurg.

Vi skal naturligvis alle dø, men jeg tror, de fleste vil være enig med mig i, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi dør. Min fars sidste 10 leveår var dominerede af sygdom; type 2-diabetes, et slidt hjerte og kalkede blodårer – og i kølvandet kom bivirkninger fra behandlinger og blodpropper, træthed, smerter, søvnbesvær, humørsvingninger, tristhed og masser af frygt.
Han havde arbejdet hårdt hele livet i det håb, at han på sine ældre dage skulle på opdagelse i verden og finde den ro, han sjældent havde oplevet i sit arbejdsliv. I stedet døde han som en trist mand, skuffet over tabet af den alderdom han havde drømt om.

Min far betalte en høj pris for et dedikeret arbejdsliv. En pris, han ikke havde behøvet at betale, hvis han havde passet bedre på sine fysiske og psykiske ressourcer og haft mere fokus på at håndtere, og ikke blot udholde, de vanskeligheder, livet kastede efter ham. Kort sagt, hvis han havde brugt sin robusthed mere aktivt.

Stress og alderdom

Gennem de seneste 100 år har middelevetiden i Europa været stærkt stigende, og den stiger den stadig. Et barn født i 1916 kunne forvente at leve 56-58 år. Et barn født i dag kan forvente at blive 79-83 år gammel, og hver tredje kvinde kan regne med at skulle blæse lysene ud på sin 90-års fødselsdagskage.

Samtidig med at vi lever længere, har sygdomsbilledet i den vestlige verden forandret sig.  Hvor vi for 100 år med god grund frygtede influenza (den spanske syge slog flere ihjel end 1. verdenskrig), hvor børnefødsler var  farlige, og mange infektionssygdomme den sikre død, præger  et helt andet sygdomsbillede nu vores del af verden. I dag rammes vi f.eks. af hjerteproblemer, blodpropper, demens, depression, angst, psykiske/mentale lidelser, kroniske betændelsestilstande, diabetes. Karakteristisk for de sygdomme, jeg nævner her, er, at de alle kan forværres eller ligefrem skabes på baggrund af længerevarende uhåndteret stress.

Tag for eksempel demens, en sygdomsbetegnelse, der dækker over flere former for svigtende hjernefunktion, heriblandt Alzheimers, som vokser så eksplosivt, at WHO i 2012 i en rapport erklærede demens for en af de største sundhedstrusler, og rådede alle lande til at lave nationale handlingsplaner for forebyggelse og behandling.

Demens kan opstå af flere årsager, blandt andet genetiske, biokemiske og livsstilsfaktorer, herunder stress. Professor i neurologi og biologi ved Stanford University, Robert Sapolsky, har gennem mange år forsket i, hvordan stresshormonet kortisol over tid kan belaste hjernens hukommelsescenter, hippocampus. Hans forskning viser, at stress ikke blot kan svække hukommelsescenterets neurogenese (altså evne til at danne nye nerveforbindelser/hukommelse), men at det i værste fald kan belaste cellerne i så høj grad, at de slet og ret dør. Her findes ingen behandling.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens har vi i Danmark i dag 84.000 diagnosticerede tilfælde, og ifølge deres prognoser vil vi om 25 år runde 153.000 diagnosticerede tilfælde. En stigning på godt og vel 75 procent.  Under tallene gemmer sig ikke blot store udgifter for sundhedssektoren, men også tragedier for den, det rammer, samt de pårørende.

Robusthed og sårbarhed

Der tales og skrives meget om stress i disse år. Og der tales og skrives meget om robusthed i disse år. Og for ofte på et misforstået grundlag.

Det er vigtigt at forstå, at stress er en naturlig tilstand, som brugt rigtigt er en fantastisk gave, der kan hjælpe os til at håndtere vanskelige situationer. Men er vi i stresstilstanden for meget eller for længe, kan det udvikle sig til stressrelateret belastning; forstået som akkumuleret skade over tid.

Min erfaring fra Forsvaret med at uddanne soldater i gidseloverlevelse, og fra Odense Skuespillerskole med at undervise i skuespilteknik (som rummer meget træning i robusthed), er at vi alle fødes med en sårbarhed, men også med en robusthed, der kan hjælpe os, når livet spidser til.  Vi er ikke alle født med samme styrke af robusthed og ej heller samme form for robusthed, men den kan udvikles og styrkes hos os alle.

Debatten om robusthed er væsentlig, fordi den repræsentere et grundlæggende skifte i måden, vi tænker sundhed på. Ikke kun på arbejdspladsen, men i livet. Men vi skal være opmærksomme på, hvorfor vi i disse år er så fascinerede af robusthed?

Robusthed er ikke vigtig, fordi den gør mennesker mere produktive, samarbejdsvillige og forandringsparate. Robuste mennesker er generelt meget bevidste om det, der giver mening for dem at bruge energi og ressourcer på. Eller sagt med andre ord: Hvis en forandringsproces på jobbet ikke giver mening, skal du ikke forvente den store opbakning fra de robuste…

Robusthed er vigtig, og vigtig at vide noget om, fordi vi lever i en accelererende og konstant foranderlig verden, som opleves uhyre krævende af mange mennesker.

Robusthed handler om, trods pres og tempo, at kunne træffe gode valg for os selv, for fællesskabet – og at kunne håndtere de vanskeligheder, vi støder ind i undervejs. Robusthed  drejer sig først og fremmest om sundhed – ikke bare i vores erhvervsaktive alder, men til livets slutning om mange, mange år.

Da min far døde havde han en strålende karriere bag sig. Han var en af pionererne inden for den hjerneforskning, vi nyder godt af i dag. Arbejdet havde været en kilde til mening, glæde og stolthed for ham, men kom også med en høj pris i form af stress. Hans måde at håndtere vanskeligheder og egen sårbarhed på var at ignorere det. Enten ved at undertrykke, eksplodere ubehaget ud eller bedøve det. Men han ”ejede” aldrig virkelig sin stress og kunne derfor ikke håndtere den.

Min far forbandt psykisk styrke med kontrol og upåvirkelighed. Hvad han ikke vidste om robusthed var, at stress og sårbarhed skal håndteres og ikke blot udholdes.  Hvad han heller ikke vidste var, at der skal investeres tid, energi og opmærksomhed på robusthed hver dag, også de dage hvor ingen vanskeligheder er. I modsætning til klassisk stresshåndtering hvor man venter til problemerne melder sig.

Vi behøver ikke acceptere det

Videnskaben og forbedrede levevilkår har givet os mere tid i form af længere liv – og tak for det! Men tillad mig at spørge lidt morbidt: Hvad nytter det at fylde 90, hvis du ikke kan huske, hvem du er, og ved at kagen med lysene i er din?

Eller sagt med andre ord: Hvordan kan vi sikre kvalitet og livsglæde i de ekstra 30 leveår, vi har vundet de sidste 100 år?

Min ambition er ikke, at sikre alle samme livsenergi og sundhed som forlystelsessyge teenagere, selv når vi nærmer os de 100. Jeg er indforstået medgrundvilkåret: vi bliver gamle, syge og dør. Og at vores alderdom vil være præget af færre kræfter og mindre energi. Men det er ikke nogen naturlov, at alderdom ødelægges af stressrelateret belastning. Det er en konsekvens af måden, vi lever på, og den kultur vi har skabt.

Som vores levetid er gået op og vores samfund accelererer, skal vores bevidsthed og fælleskab følge med. Vi er nødt til at finde nye måder og nye normer for hvordan vi hver især og i fællesskab håndterer vores sundhed i den nye virkelighed.

Robusthed er en ny norm, som brugt rigtigt, kan hjælpe os med at gøre netop dette.